Postyr Logo

Projekter

FILM / KUNST. ART MOVES #1

Postyr Postproduktion har lavet postproduktion på 3 af de fire film udstillet på Gl. Strand på udstillingen FILM / KUNST – ART MOVES. Udstillingen kører til d. 13.11.11.

Der er skudt på både RED MX, Alexa og Phantom, compositing i Nuke X og graded i Davinci Resolve.

Herunder den officielle præsentation:

På udstillingen er filmen inviteret ind i billedkunstens verden og omvendt. Fire billedkunstnere og fire filminstruktører har parvist frembragt nye værker bestående af en film og en rumlig installation, der udvider filmens kunstneriske univers. De deltagende filminstruktører er kendt for deres arbejde med spillefilm, musikvideo og dokumentar, mens billedkunstnerne arbejder indenfor genrer som maleri, grafik, foto, keramik, skulptur og installation.

Udstillingen kan ses som en udfordring, hvor instruktør og billedkunstner har bevæget sig ind på ukendt territorium og udfordret hinandens vante praksisser. Gennem det sidste halve år har de samarbejdet om alle projektets faser fra idé og konceptudvikling til filmoptagelse, klipning og den endelige rumlige installation i udstillingen.

FILM / KUNST stiller skarpt på, hvad der sker, når filmen og billedkunsten fusionerer. Hvilke nye historier og hvilken kunstnerisk sensibilitet udspringer af mødet mellem de to medier? Hvordan bliver oplevelsen af værket, når man som beskuer ikke alene ser filmen, men samtidig bevæger sig ind i et tredimensionalt kunstværk, der forener filmens tidslige univers med en kropslig, sanselig oplevelse?

FILM / KUNST er første del af en ny udstillingsrække ART MOVES, der undersøger krydsfeltet mellem forskellige medier og kunstneriske udtryksformer. ART MOVES omfatter i alt tre udstillinger.

Udstillingen FILM / KUNST er blevet til i et tæt samarbejde med Fridthjof Film.
Filmene er produceret af Fridthjof Film og støttet af New Danish Screen v/kunstnerisk leder Jakob Høgel.

Janus Metz / Christina Hamre
Martin de Thurah / John Kørner
Pernille Rose Grønkjær / Astrid Kruse Jensen
Jacob Bang Clemmesen
Daniel French
Bo Scheuer
Martin Wehding & Sofie Friis Borup